Ny app skal gøre det lettere at finde en p-plads
Parkeringspladsen på Ny Vestergade
Kolding Kommune lancerer nu en ny parkerings-app, som skal gøre det lidt lettere at finde en parkeringsplads i midtbyen.
Den ny app hedder Kolding Parkering og kan downloades i App Store og Google Play.
App’en erstatter den hidtidige mobilvenlige hjemmeside med parkeringspladser, som kommunen ikke længere har adgang til at vedligeholde.
”Nu får vi bedre løsning, som forhåbentlig vil gøre det lidt lettere for bilisterne at finde en ledig parkeringsplads,” siger trafikplanlægger Erik Harbo, Kolding Kommune.
Hvis du ikke er så begejstret for apps, så kan du få overblik over p-pladserne på hjemmesiden parkering.kolding.dk.
Det finder du i app’en
Den nye app viser alle kommunale parkeringspladser samt nogle af de store private p-pladser, der kan benyttes af alle – f.eks. Føtex’ p-hus, SDU, Klostergården og det store indkøbsområde ved Vestre Ringgade.
Som noget nyt er kommunale parkeringsbåse langs veje også kommet med i oversigten, og det samme gælder de p-pladser, som kommunen har lejet hos virksomheder, boligselskaber, organisationer. Sidstnævnte p-pladser skal bookes via app’en Visitors.
”Med den nye app forsøger vi at skabe et samlet overblik over de forskellige typer af parkeringspladser i midtbyen. Det vil gøre det lettere at finde en parkeringsplads, men vilkårene for at bruge de enkelte p-pladser kan så også være forskellige. Derfor er det vigtigt, at man altid følger skiltningen ved det område, hvor man parkerer sin bil,” understreger Erik Harbo.
Klikker du på Filtre i app’en, så kan du også vælge at få vist handicap-parkeringspladser eller el-standere på kommunale p-pladser.
Er der en ledig p-plads?
På hovedparten af de større kommunale parkeringspladser registreres antallet af ledige pladser hele tiden elektronisk. Livedata indberettes til app’en, som viser, om muligheden for at finde en ledig p-bås i et givet parkeringsområde er god, moderat eller lav.
”Livedata sikrer, at bilister kan se, hvor der er en rimelig mulighed for at finde en ledig p-plads, så han/hun ikke behøver at køre rundt i midtbyen på jagt efter en p-plads,” siger Erik Harbo og fortsætter:
”Vi har i længere tid haft problemer med nogle af de elektroniske skilte ved p-pladserne, som også viser antal ledige p-pladser. Det arbejder vi på at få løst. App’ens livedata er ikke koblet op på de fysiske skilte, så meldingen i app’en skulle gerne give et retvisende billede af situationen på de enkelte parkeringspladser.”
Læs mere
Her på hjemmesiden kan du læse alt om parkering i temaet Parkering. På siden Parkeringspladser kan du bl.a. læse, hvordan du benytter dig af de pladser, der kun kan bookes via app'en Visitors.
![]()
Her kan du se de mange p-pladser i bymidten, som er med både i app'en og på hjemmesiden parkering.kolding.dk.