Overrækkelse af Frivilligbeviser på Kolding Rådhus
Yderst til venstre formand for Social og Arbejdsmarked, Iben Lehmann Rasmussen og yderst til højre formand for Børn og Uddannelse, Hans Holmer samt alle de frivillige, der var mødt frem for at modtage et Frivilligbevis.
Det er 13. gang at de frivillige sociale foreninger har kunne indstille frivillige til modtagelse af frivilligbevis.
For første gang var det de to udvalgsformænd, Iben Lehmann Rasmussen formand for Social og Arbejdsmarked og Hans Holmer, formand for Børn og Uddannelse, der sammen holdt talen og overrakte frivilligbeviserne.
I alt 21 frivillige fra 9 forskellige foreninger var mødt op til overrækkelsen i Byrådssalen torsdag aften 22. maj.
”Som lokalpolitiker i Kolding Kommune er det stort at opleve, hvordan I frivillige er med til at give en hjælpende hånd til dem, der har mest brug for det. Og I hjælper på en måde, som kun I som frivillige kan - fordi det er noget særligt, når vi mødes som mennesker og hjælper hinanden” – der var mange rosende ord fra de to udvalgsformænd til alle de frivillige.
Fælles for alle begrundelserne er, at den frivillige er med til at gøre en forskel - uanset om det er en ung, en gammel, en sårbar eller en handicappet medborger frivilligheden omfatter.
Efter talen blev alle frivilligbeviserne overrakt en for en og serveret kolde drikke og lidt sødt til maven mens en guitarist spillede og sang, og var med til at skabe den gode stemning..
Der uddeles Frivilligbeviser en gang om året i maj.