Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Nyhedsarkiv Stormflodsramte sommerhusejere får tiltrængt affaldshjælp

Stormflodsramte sommerhusejere får tiltrængt affaldshjælp

Midlertidige containere og ekstra affaldstømning skal gøre det nemmere at komme af med stormflodsaffaldet fra sommerhusområder i Kolding Kommune. Den første, midlertidige stormflodsaffaldsplads er nu åbnet.

Oprydningsarbejdet er i fuld gang i de sommerhusområder, der blev ramt af den historisk ekstreme stormflod, som fredag den 20. oktober og natten til lørdag den 21. oktober trak massive ødelæggelser langs Kolding Kommunes østkyst. Værst gik det ud over sommerhusområderne ved Hejlsminde, Grønninghoved og Binderup.

For at gøre oprydningsarbejdet nemmere for sommerhusejerne bliver der nu etableret midlertidige stormflodsaffaldspladser i sommerhusområderne. Samtidig bliver de normale affaldsbeholdere, både genbrugsøerne og dem ved de enkelte sommerhuse, tømt oftere end normalt.

Tirsdag den 24. oktober 2023 åbnede Kolding Kommune den første af fire midlertidige stormflodsaffaldspladser – på Hejlsminde Lystbådehavn. I de efterfølgende dage åbnede yderligere tre pladser:

  • Binderup Strandvej
  • Elkærgårdvej ved Trappendal Strand
  • Anemonevej ved Grønninghoved Strand

Opdatering! Mandag den 30. oktober åbnede en femte stormflodsaffaldsplads på:

  • Gl. Strandvej 2 - på p-pladsen overfor Kolding Roklub

Det er muligt at komme af med beton (fx fliser), hårde hvidevarer, køleskabe og frysere (tømt for madvarer), ødelagte tæpper, polstrede møbler, madrasser og vraggods. Typen af affald er markeret på de enkelte containere.

Sommerhusejere, der har tang i haverne, må gerne køre det ned på kommunens strand og lægge det på stranden. Det skal lægges i bunker, så en lastbil med grab kan nå det. Tanget skal være relativt rent, så diverse affald m.v. er sorteret fra. Så sørger Kolding Kommune for at bortskaffe det. 

Der vil være løbende tømning af containerne, der som udgangspunkt vil stå til fri afbenyttelse til og med mandag den 6. november.

Herefter bliver containerne fjernet, og vi henviser i stedet til genbrugspladserne.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Borgerservice åbningstider

Genveje