Udbygning af elnettet på Østerbrogade og Jens Holms Vej
Den første etape af TREFOR El-nets anlægsarbejde kommer til at foregå på Østerbrogade i nordgående retning frem til Kolding Åpark.
Fra 4. august og frem til slutningen af november vil trafikken i mindre grad blive påvirket på en del af Østerbrogade og Jens Holms Vej, når TREFOR El-net fortsætter med at udbygge elnettet i Kolding by. Arbejdet vil primært foregå i cykelstien i den ene side af vejene, men alle trafikanter vil i perioder kunne mærke, at trafikken – specielt i myldretiden – kommer til at glide lidt langsommere end normalt.
Før sommerferien begyndte TREFOR El-net at lægge en ny forsyningsledning i jorden på Østerbrogade nord for Skamlingvejen. Fra mandag den 4. august fortsætter arbejdet nordpå ad Østerbrogade og derefter Jens Holms Vej. Projektet skal sikre en stabil forsyning af strøm i takt med, at den grønne omstilling øger efterspørgslen efter el. Når forsyningsledningen er lagt ned på det sidste stykke, kan den nye transformerstation ved Marina Syd kobles til det eksisterende elnet.
”Både Østerbrogade og Jens Holms Vej vil være åben for trafik i begge retninger, men pladsen bliver i perioder lidt mere trang, og en del cyklister og fodgængere vil i en længere periode blive ledt over i den modsatte side af vejen. Vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at mindske generne og sørge for en god skiltning på stedet, men når der arbejdes på to så trafikerede veje, så kan vi ikke undgå, at trafikken bliver påvirket,” siger seniorprojektleder Nikolaj Roskær Madsen, TREFOR El-net.
Arbejdet på Østerbrogade
Anlægsarbejdet går i gang mandag den 4. august, kl. 9 på Østerbrogade nord for Skamlingvejen og bevæger sig i løbet af sommeren i retning af Jens Holms Vej.
De første dage går primært med at gøre klar til anlægsarbejdet. Rør, afspærringsmateriel, osv. bliver lagt ud på de relevante steder. Herefter begynder entreprenørens folk at arbejde i cykelstien på den østlige side af Østerbrogade ud mod fjorden på strækningen frem til Kolding Åpark. Trafikken bliver således påvirket:
- Højresvingsbanen for biler på Østerbrogade ind til Kolding Åpark bliver midlertidigt forkortet, men der vil stadig være adgang til Kolding Åpark fra Østerbrogade.
- Cyklister og fodgængere sydfra bliver ledt over på den modsatte side af Østerbrogade, hvor cykelstien midlertidigt bliver dobbeltrettet, men der arbejdes frem til Kolding Åpark.
Arbejdet fortsætter gennem krydset ved Sdr. Havnegade og frem til Toldbodgade på Jens Holms vej. Der bliver boret ud til den nye forsyningsledning, som herefter kan trækkes gennem krydset og over i den modsatte side af vejen uden at grave vejbanen op. Trafikken bliver således påvirket:
- En del af venstresvingsbanen fra Østerbrogade mod Sdr. Havnegade bliver afspærret, men der vil stadig være en kort bane til venstresvingende bilister.
Arbejdet på Jens Holms Vej
Fra uge 34 og frem til udgangen af november foregår det resterende arbejde på Jens Holms Vej op til Ndr. Havnevej ved Danish Crown. Her vil arbejdet foregå i cykelsti og fortov ind mod jernbanen – altså i den modsatte side af vejen. Trafikken bliver således påvirket:
- Cyklister og fodgængere på vej ind mod byen henvises til cykelsti og fortov på den modsatte side af vejen, hvor cykelstien vil være dobbeltrettet.
- Der opsættes et midlertidigt fodgængersignal nær Dokvej, som cyklister og fodgængere kan aktivere, når de skal krydse den trafikerede Jens Holms Vej. I krydset ved Sdr. Havnegade ledes cyklister og fodgængere tilbage i den ”rigtige” side af vejen.
- Jens Holms Vej vil være åben for bilister i begge retninger, men kørebanerne vil nogle steder blive en lille smule indsnævret i perioder.
Beboere og erhvervsdrivende
Beboere og forretningsdrivende på strækningen kan i kortere perioder opleve, at det bliver lidt sværere at komme ind og ud med bil. De berørte bliver informeret direkte, før arbejdet går i gang, og opfordres til at kontakte entreprenøren med evt. spørgsmål.
![]()
Her kan du se strækningen, der bliver berørt af TREFOR El-nets anlægsarbejde frem til udgangen af november. Arbejdet starter på Østerbrogade og slutter på Jens Holms Vej - se kortet i stor størrelse.