Verdensmålspladsen i Kolding tager form
Håndværkerne er godt i gang med at bygge plantekasser, der skal beplantes med træer, buske og blomster.
Banegårdspladsen bliver i april omdannet til et midlertidigt byrum under navnet ’Verdensmålspladsen’. Det er en forvandling, der så småt blev skudt i gang sidste sensommer og nu fortsætter. Det betyder blandt andet, at pladsen bliver til en grøn oase med blomster, buske og træer, nye opholdsmøbler og fyldt med aktiviteter i løbet af sommeren.
Kommer du forbi Banegårdspladsen i løbet af de næste dage, vil du kunne følge med i en større forvandling af området mellem Banegården, Posthuset og Biblioteket.
I første omgang kommer der et væld af blomster, buske og træer i plantekasser og bede, der tilsammen skal danne en grøn ramme for hyggelige opholdsrum i forskellige zoner af området.
Senere på måneden kommer der også nye opholdsmøbler på pladsen, som er designet af tømrereleverne fra Hansenberg.
De grønne elementer er en del af indsatsen for at skabe mere bynatur i Kolding, og erfaringerne fra det midlertidige byrum skal indgå i arbejdet med den langsigtede udvikling af området omkring Banegårdspladsen og med arbejdet med bynatur i Kolding Kommune generelt. Forsøget med det midlertidige byrum varer til og med 2026.
- Vi håber, at det grønne kan bidrage til at skabe en rar og hyggelig ramme, som inviterer til ophold på pladsen, og til efteråret vil vi vurdere, hvilken effekt initiativet har haft. Erfaringerne med begrønningen af pladsen vil vi blandt andet bruge, når vi i fremtiden arbejder med bynatur andre steder i kommunen og i arbejdet med den langsigtede udvikling af området, fortæller formand for udvalget Plan og Teknik, Jakob Ville.
Kolding Kommune igangsatte i 2024 arbejdet med en helhedsplan for havnekvarteret og stationskvarteret, , som også omfatter Banegårdspladsen. Helhedsplanen skal sætte rammen for den langsigtede udvikling af områdets byrum og forbindelser, og erfaringerne fra Verdensmålspladsen skal bidrage til dette arbejde. Læs mere om helhedsplanen på kolding.dk/havnekvarteret
P-pladser på Sneglen inddrages
Når Verdensmålspladsen holder vinterpause fra oktober, bliver alle planter, jord og materialer m.m. genbrugt andre steder i kommunen.
I perioden april til og med oktober vil 21 ud af 72 p-pladser blive inddraget til Verdensmålspladsen. Det er dels 14 p-pladser på Sneglen foran Biblioteket, som bliver en del af en biblioteks-have og syv 15-minutters p-pladser foran Banegården.
Book pladsen til et arrangement
Tanken med Verdensmålspladsen er også, at den skal bidrage til at skabe mere byliv med kulturarrangementer og aktiviteter, der fremmer fællesskaber og bæredygtighed. Fx holder Kolding Kulturskole en del af sin årlige festuge på pladsen den 8. og 9. maj. Men også klubber, foreninger, organisationer og enkeltpersoner kan booke pladsen.
- Vi håber, at vores mange engagerede klubber, foreninger og ildsjæle indenfor kultur og sport vil se pladsen som en mulighed for at flytte deres aktiviteter udenfor i sommerperioden. Det kunne fx være en sportsklub, der vil lægge en træning på pladsen eller en forening, der vil holde en udendørs fællesspisning, fortæller formand for Kulturudvalget Ole Martensen.
Du kan se programmet for Verdensmålspladsen på Koldingbibliotekernes hjemmeside. Her finder du også retningslinjer og information om, hvordan du kan booke pladsen.
Arbejdet med Verdensmålspladsen er igangsat af Kulturudvalget og det er Koldingbibliotekerne, Posthuset, afdelingen Trafik, Vej og Park og Bæredygtighedshuset, der sammen har arbejdet med at udvikle Verdensmålspladsen i samarbejde med de øvrige naboer til pladsen og rådgivningsvirksomheden Urbanistas.
I øvrigt kan alle interesserede deltage i arbejdet med at skabe pladsen, når der er Klimahandledag i Kolding torsdag den 24. april.
Der er indvielse af Verdensmålspladsen torsdag den 15. maj kl. 15.30-16.30, hvor der vil være taler, musik og lidt godt at spise og drikke.