Fakta og budgetter
Indledning
Driftsudgifter er det samlede beløb, som kommunen anvender på drift. I 2025 udgør driftsbudgettet i Kolding Kommune 7,047 mia. kr.
Den største andel af driftsudgifterne består af serviceudgifter, der er det beløb, som kommunen har til at levere offentlige tjenester for på de forskellige politikområder. Det er for eksempel drift af institutioner, folkeskoler, plejehjem/hjemmepleje, borgerrettede tilbud og sagsbehandling.
I 2025 udgør budgettet for serviceudgifter 4,960 mia. kr. Derudover indgår der i driftsudgifterne også indkomstoverførsler, afregning for regionale sundhedsydelser m.v.
| Kilde | Beløb i kr. |
|---|---|
| Serviceudgifter | 4.960.000.000 |
| Overførsler/budgetgaranti | 1.752.903.000 |
| Øvrige driftsudgifter og renter | 333.970.000 |
Kommunens indtægter stammer primært fra skatter (hovedsageligt indkomstskatter) samt tilskud og udligning fra staten. I 2025 er budgetteret med indtægter på 7,409 mia. kr.
For at få et dybere indblik i fakta og budgetter i Kolding Kommune kan du læse mere nedenfor. For hvert politikområde indgår informationer om:
- Politikområdets andel af de samlede serviceudgifter (oprindeligt budget 2025)
- Hvad politikområdet omfatter
- Hvad der aktuelt fylder på politikområdet (fx projekter, tiltag, indsatser o. lign.)
| Kilde | Beløb i kr. |
|---|---|
| Skatter | 5.774.704.000 |
| Tilskud og udligning m.v. | 1.634.216.000 |
Hvad er et politikområde?
Kolding Kommune har inddelt sit budget i forskellige politikområder. Politikområderne omfatter forskellige sektorer som f.eks. erhverv, miljø, social og sundhed, som er kernen i det givne politikområdes arbejde.
Hvert politikområde hører under et af kommunens politiske udvalg. Et politisk udvalg kan have ansvar for flere politikområder. I byrådsperioden 2021-2025 har Børn og Uddannelse haft ansvaret for både børnepasningspolitik, børne- og familiesocialpolitik og uddannelsespolitik.
Administrationspolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 15,8%
Området omfatter administrationsbygninger, stabsfunktioner, fællesfunktioner, forvaltninger samt byrådet. Administrationspolitik omfatter også myndighedspersonale, både på byggesags-, social- og arbejdsmarkedsområdet.
Hvad fylder lige nu
Fokus er særligt på implementering af de prioriterede strukturelle analyser fra budgetvedtagelsen 2025-2028, som vedrører administrationspolitik. Herunder:
- Note 2, "Fælles opgaveløsning på tværs": Der sigter mod større ensretning og standardisering af arbejdsgange, så teknologi og automatisering kan udnyttes i højere grad. Der er bl.a. sket en samling af løn- og personaleadministration i en fælles koncernenhed, og der arbejdes mod samling af bogføringsopgaven i en fælles bogføringsenhed. Andre opgaver løses decentralt med en højere grad af fælles sagsgange. Der arbejdes med udmøntning af besparelser på administration.
- Note 3 "Bæredygtige kvadratmeter”: Med fokus på at intensivere arbejdet med optimering af bygningsmassen, hvor der i løbet af 2. halvår 2025 og 1. halvår 2026 sker en samling af administrative arbejdspladser på færre matrikler. Samtidig fokus på godt arbejdsmiljø og attraktive arbejdspladser.
Derudover er der som en del af udmøntningen af ældreloven og implementering af faste teams i Hjælp i Hjemmet fokus på, at rådgiverne i Senior- og Sundhedsrådgivningen varetager en større andel af visitationsopgaverne ude i de enkelte Hjælp i Hjemmet-distrikter.
Arbejdsmarkedspolitik
OBS: For arbejdsmarkedet, der er rene overførsler, er der ikke nogen andel af serviceudgifterne.
Området omfatter ledige på dagpenge, kontanthjælp, aktivering mv., revalidering, fleks- og skånejob, faglige uddannelser, arbejdsmarkedsforanstaltninger samt introduktionsprogram mv. for udlændinge. Desuden socialøkonomi og virksomhedsservice med rekrutteringshjælp af nye medarbejdere.
Hvad fylder lige nu
Beskæftigelsesreformen: Reformen giver kommunen mulighed for friere rammer til at beslutte, hvordan beskæftigelsesindsatsen skal organiseres efter de lokale forhold og behov, og der er ikke krav om et jobcenter. Hver fjerde ledige kan undtages for en indsats, og kravet om samtaler reduceres betragteligt. Endeligt giver reformen mulighed for en mere lokal og friere tilrettelæggelse af de tilbud og aktiviteter, der skal hjælpe kommunens borgere i job eller uddannelse.
Socialøkonomi og frivillighed: Vi arbejder kontinuerligt med at understøtte erhvervslivet i deres sociale ansvar gennem partnerskaber mellem Kolding Kommune, socialøkonomiske og andre socialt ansvarlige virksomheder samt med frivillige foreninger. På Posthuset arbejder vi allerede nu med socialøkonomisk innovation og sætter fokus på udvikling af et kraftcenter for både socialøkonomi og frivillighed.
International rekruttering: I et fælles samarbejde mellem Kolding Kommune, virksomheder, civilsamfund og frivillige foreninger arbejdes der på at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og sikre en god bosætning i Kolding.
SammenomJOB prisen og vidensnetværk: SammenomJOB prisen uddeles hvert år til de virksomheder, der i deres indsats for at tiltrække og fastholde arbejdskraft, arbejder med socialt ansvar og bæredygtige jobs. Prismodtagerne inviteres efterfølgende til at inspirere og dele viden i et netværk etableret i et samarbejde mellem Kolding Kommune, Akturum og Business Kolding.
Beredskabspolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 0,6%
Området omfatter alene Kolding Kommunes betaling til Trekantområdets Brandvæsen – i daglig tale Trekant Brand. Budget for Trekant Brand tiltrædes af hver af de 5 deltagende kommuner på baggrund af udkast fremsendt af Trekant Brand.
Hvad fylder lige nu
I en tid med stadig mere ekstremt vejr og i en verden med en kompleks sikkerhedspolitisk situation er det meget vigtigt, at vi som kommune er godt rustet til at kunne håndtere forskellige kriser og samtidig opretholde vores kritiske servicefunktioner.
Vi arbejder derfor intensivt i et tæt samarbejde med TrekantBrand om at sikre, at vi har de rigtige beredskabsplaner - og de er opdaterede og anvendelige. Hertil gennemfører vi forskellige øvelser for at holde os skarpe. Helt konkret har vi:
- Ansat en beredskabskonsulent på fuld tid
- Udarbejdet en beredskabspolitik og en overordnet beredskabsplan
- Udarbejdet en ny beredskabsplan for klimahændelser
- Udarbejdet en beredskabsplan for miljøforureninger ved kysterne
- Opdateret vores sundhedsberedskabsplan
- Indkøbt forskelligt udstyr som fx strømgeneratorer og pumper
Herudover har vi gennemgået og moderniseret en række planer for fx cyberhændelser og længerevarende strømnedbrud.
For at beskytte Kolding by mod oversvømmelser, er kommunen i fuld gang med et pumpe- og sluseprojekt ved udmundingen af Kolding Å og et oplandsprojekt, hvor ca. 2,3 millioner m3 vand kan tilbageholdes i baglandet.
Kommunen bygger lige nu en ny brandstation til TrekantBrand, som er indflytningsklar primo 2026.
Børnepasningspolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 10,9%
Området omfatter dagpleje, vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner, specialinstitution samt tilskud til privat pasning.
Hvad fylder lige nu
Systematisk kvalitetsudvikling gennem bl.a. en datainformeret praksis.
Stærke børnefællesskaber, hvor alle børn lærer og udvikles.
Tilpasning af dagtilbudspladser på 0-6 års området.
Familie- og Børnesocialpolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 4,9%
Området omfatter Sundhedsplejen, Tandplejen, Familiecenter (Dag og Døgn), Familierådgivningen samt varetager pulje til frivillige organisationer (pulje vedrørende §18-midler).
Hvad fylder lige nu
Fællesskabende pædagogik: Kompetenceløft af medarbejdere.
Implementering af folkeskolens kvalitetsprogram ’Frihed og fordybelse’.
Fælles om ledelse: Pejlemærker i skoleledelse.
God skole for alle: Kompetenceløft af alle medarbejdere.
God understøttelse og rådgivning til dagtilbud og skoler.
Ejendoms- og Boligpolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 0,04%
Området omfatter kommunens jordreserver, kommunalt ejede bolig- og erhvervsejendomme, andre faste midlertidige ejendomme samt ældreboliger.
Hvad fylder lige nu
Opkøb af ejendomme: I forbindelse med etableringen af nyt erhvervsområde på Almind Hede arbejdes der på opkøb af ejendomme i området.
Etablering og drift af ny brandstation: Kommunen er ved at etablere en ny brandstation til TrekantBrand, som er indflytningsklar primo 2026.
Erhvervspolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 0,8%
Området omfatter erhvervsservice, erhvervsudvikling samt branding og tiltrækning af virksomheder, investeringer, borgere og turister til kommunen.
Hvad fylder lige nu
Adgang til arbejdskraft: Der arbejdes løbende på at tiltrække relevante uddannelsesudbud, der kan opfylde erhvervslivets efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft. Der er et særligt fokus på STEM-uddannelser.
International uddannelseskommune: Kolding er ikke bare en studieby, men en campusby med hele 4 videregående uddannelsesinstitutioner og samlet 40+ uddannelsesudbud – heraf 10+ engelsksprogede. Der er prioriteret resurser til styrke Koldings position som en attraktiv uddannelsesby med ca. 4.500 studerende, hvoraf ca. 1.200 er internationale. Der arbejdes målrettet sammen med SDU om at etablere 2 civilingeniøruddannelser fra september 2027.
Designby: Som Skandinaviens eneste UNESCO-udpegede designby går Kolding forrest i forhold til at anvende designtilgangen til at fremme kreativitet, innovation og iværksætteri i både den private og offentlige sektor.
Erhvervspartnerskaber: Der er 3 fokusområder i den nye erhvervspolitik (Grøn omstilling og ESG, Arbejdskraft og kompetencer og Innovation og designtænkning), som skal indfries ved at etablere erhvervspartnerskaber mellem kommunen, virksomheder og uddannelser.
Missionsprojekter: For at erhvervspartnerskaberne lykkes, så bliver der udvalgt missionsprojekter, som skal løse de udfordringer, der er i de 3 fokusområder i erhvervspolitikken. Pt. Arbejdes der med 8 missionsprojekter.
Fritids- og Idrætspolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 2,0%
Området omfatter drift af kommunale fritids-/idrætsfaciliteter, tilskud til drift af ikke-kommunale fritids-/idrætsfaciliteter samt tilskud i henhold til folkeoplysningslovens rammer.
Hvad fylder lige nu
Kolding Stadion: Kommunen har udarbejdet en masterplan og lokalplan for omdannelsen af Kolding Stadion på Marcus Allé. Planen muliggør etapevis udbygning med tilskuerfaciliteter, parkeringspladser samt restaurant- og erhvervsfaciliteter. Byggeriet af en ny tribune, hvor kommunens andel udgør 33,5 mio. kr., begyndte i 2024 og forventes færdigt i 2026. Foruden at forbedre forholdene for topfodbold, skal området styrke sammenhængen med bylivet i bymidten og skabe rammer for fritidsaktiviteter og kulturarrangementer.
Fremtidssikring af svømmefaciliteter: I budget 2025 blev afsat 1 mio. kr. til afdækning af budgetnote (2) ved at vurdere, hvordan svømmefaciliteter kan fremtidssikres for borgere, institutioner, aftenskoler og foreninger. Forvaltningen har sammen med eksterne aktører afdækket 7 scenarier.
Mening og mestring: "Mening og mestring" tilbyder inkluderende holdaktiviteter som svømning, ridning, fodbold, boksning og skydning, skræddersyet til forskellige behov. Projektet henvender sig til mennesker med psykisk sårbarhed eller andre udfordringer, som ønsker at tage del i et støttende og meningsfuldt fællesskab. Målet er at gøre vejen til livskvalitet mere tilgængelig.
Kulturpolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 2,3%
Området omfatter musik, kulturarv og lokalhistorie, kunst og design, litteratur og medier, teater, film og scenekunst, øvrige kulturelle events og aktiviteter samt bylivsaktiviteter i Kolding Midtby
Hvad fylder lige nu
Kolding på Landkortet: Det er Byrådets ambition, at Kolding skal være Syddanmarks Kulturhovedstad. Stærke fyrtårne som Koldinghus og Trapholt og et mangfoldigt hverdagskulturliv bidrager både til branding, bosætning, turisme og erhvervsudvikling.
Kultur i gaden – Liv i Byen: Bylivspulje til events og arrangementer skaber byliv. Kolding Light Festival og Kulturnat trækker tusinder til, mens mindre arrangementer og aktiviteter skaber mødesteder og fællesskab.
Bæredygtige fællesskaber – for trivsel og sundhed: Kulturen i Kolding skabes af aktive frivillige. Det understøtter Kulturudvalget med puljer, sparring og netværk.
Mere kultur til flere børn – og deres voksne: Kulturudvalget ønsker at alle børn i kommunen kender til det rige udbud af kultur. Det gælder både hverdagskulturen med Nicolai for Børn, Børnebiblioteker og Kulturskole og kommunens fyrtårne. Derfor får alle nye børn i 0. klasse hvert år et kulturpas, der viser vej.
Mere unge-kultur – for det gode ungdomsliv: Kulturudvalget arbejder for at unge kan udvikle deres talenter og finde kulturtilbud og fællesskaber, der passer til dem. KOLD-festival og KONTUR – studiebyfestival er eksempler på vellykkede kulturtilbud til unge.
Lokaldemokratipolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 0,1%
Politikken understøtter borgerdrevne aktiviteter, fællesskaber og initiativer til udvikling i centerbyerne, landsbyerne og Koldings bydele. Der samarbejdes med landsbyer, centerbyer og bydele med udgangspunkt i Kolding Kommunes vision: Sammen designer vi livet.
Hvad fylder lige nu
Der er fire store opgaver, der er forankret i politikken, og de fylder alle i løbet af hele 2025:
Landsbypuljen: Natur, Miljø og Klima har i marts besluttet fordelingen af Landsbypuljen for 2025. I resten af året vil der i samarbejde med landsbyerne blive arbejdet med udmøntningen af puljen. Fordelingen af puljen tager udgangspunkt i Landsbyforums fokusområder, som er:
- Grøn omstilling/klima og biodiversitet
- Bevægelse og engagerende fællesskaber
- Forskønnelse af landsbyer og naturoplevelser
Centerbypuljen: I marts har Natur, Miljø og Klima godkendt et forslag fra Vamdrup Byforum, Lunderskov Lokalråd og Forum Christiansfeld til forhåndsdisponering af Centerbypuljen 2025. Arbejdet med Centerbypuljen sker i et tæt samarbejde med formændene for Vamdrup Byforum, Lunderskov Lokalråd og Forum Christiansfeld, som har etableret en fælles netværksgruppe: Kolding Kommunes Centerbysamarbejde – et samarbejde som pågår i løbet af hele året. Udmøntningen af puljen sker i tæt samarbejde mellem de tre centerbyer og Kolding Kommune.
Bydelsepuljen: Der uddeles midler til Bydelspuljen én gang årligt, gerne i foråret. Der er fokus på, at projekterne kommer mange parter til gode, og at de i stort omfang kan etableres og vedligeholdes af frivillige. Det er et krav, at ansøgningen sendes på vegne af en lokale grundejerforening, andelsforening, borgerforening, boligforening, sportsforening eller lignende forening.
Planer for Landsbyfællesskaber: I By- og Fællesforvaltningen arbejdes løbende med planer for landsbyfællesskaber i Kolding Kommune.
Miljøpolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 0,2%
Området omfatter miljø, natur og grøn omstilling, herunder blandt andet myndighedsopgaver inden for virksomheder og landbrug, naturforvaltning og -formidling, bæredygtig omstilling samt skadedyrsbekæmpelse.
Hvad fylder lige nu
Den Grønne Trepart: En stor opgave, hvor alle Danmarks arealer er i spil. Vi kommer til at se en stor forandring i hvilke arealer, der skal være landbrug på; natur, grundvandsbeskyttelse, skov m.v. En af kommunens vigtigste opgaver i denne sammenhæng er at skabe synergi. Vi kan fx udlægge natur eller skov ovenpå drikkevandsområder – og derved opnå to mål samtidig.
Naturbeskyttelse og forurening: Der er historisk stor opmærksomhed fra omverdenen på overtrædelser af lovgivningen i forbindelse med at beskytte vores natur, mens der samtidig også florerer mange historier på landsplan om jordforurening m.v. Dette fører også til en øget opmærksomhed hos Kolding Kommune, der gør, at vi skal undersøge og sikre, at vi har styr på forholdene i kommunen.
Klimatilpasning: Særligt det store pumpe- og sluseprojekt ved udmundingen af Kolding Å, der skal beskytte Kolding by mod oversvømmelser samt i oplandet fra Vestre Ringgade og helt op til kommunegrænsen til Vejle Kommune, hvor store mængder vand skal kunne tilbageholdes. Dertil er et digeprojekt ved Grønninghoved/Binderup, og flere digeprojekter er på vej.
Seniorpolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 19,6%
Området omfatter primært hjemmehjælp, sygepleje, plejehjem, hjælpemidler, madservice og aktiviteter. Modtagerne af ydelserne er typisk, men ikke udelukkende, borgere over 65 år.
Hvad fylder lige nu
Implementering af ældreloven: Ældreloven træder i kraft den 1. juli 2025. Forvaltningen har etableret en programorganisering med 12 selvstændige, men sammenhængende arbejdsspor, der skal sikre implementering af lovens enkelte elementer – herunder fokus helhedspleje, kontinuitet og samspil med civilsamfundet.
Reorganisering af Hjemmehjælp og Sygepleje til Hjælp i Hjemmet: 1. april 2025 indførtes en omfattende omorganisering af hjemmehjælp og sygepleje. Otte hjemmehjælpsdistrikter og to sygeplejedistrikter blev omdannet til 12 nye Hjælp i Hjemmet-distrikter, hvor forskellige fagpersoner arbejder endnu tættere sammen i faste teams for at give borgerne en mere sammenhængende og helhedsorienteret pleje.
Nye plejehjem i Munkebo og i Skovparken: Kommunen opfører to nye plejehjem givet behovet for op mod 170 nye plejeboliger inden 2031. Plejehjemmet Dorotheas Have i Munkebo vil stå klar i 2027 og vil skabe et miljø med fokus på hjemlighed for beboerne. Det nye plejehjem i Skovparken er en del af en omfattende byudviklingsplan og transformation af Skovparken og Skovvejen.
Demensvenlig kommune: Ifm. udmøntningen af kvalitetsløftsmidler til ældreplejen har udvalget Senior besluttet at anvende 650.000 kr. årligt fra 2025 til at styrke arbejdet med borgere med demens og deres pårørende. I 2025 foretages en undersøgelse blandt de pårørende for at målrette en ny stilling, der støtter de pårørende.
Socialpolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 15,1%
Området omfatter tilbud til unge i udsatte positioner og funktionsnedsættelser. Voksne med sociale, psykiatriske udfordringer og funktionsnedsættelser, misbrugsområdet, krisecentre, forsorgshjem samt tilskud til frivilligt socialt arbejde og øvrige sociale formål.
Hvad fylder lige nu
Rusmiddelstrategi: Social og Arbejdsmarked er ved at udarbejde en strategi, der skal sætte retning for arbejdet med borgere i misbrug og sikre helhedsorienterede indsatser omkring borgere og familier. Strategien skal også tydeliggøre kommunens rolle, når regionen med deres nye dobbeltdiagnosetilbud overtager dele af ansvaret.
Samarbejde med uddannelsesinstitutioner: Der arbejdes på at styrke samarbejdet med lokale uddannelsesinstitutioner for at skabe gode praktikmuligheder og øge de studerendes kendskab til det specialiserede socialområde – med fokus på rekruttering.
Pårørendesamarbejde: Der er fokus på samarbejdet med de pårørende. Der arbejdes på at skabe faste rammer for samarbejdet, så både pårørende og medarbejdere oplever størst mulig tryghed og trivsel.
Fysisk udviklingsplan: En kapacitetsanalyse fra 2023 danner grundlag for Den Fysiske Udviklingsplan (2024), som peger på behov og forslag til forbedringer af de fysiske rammer på området.
Gode, trygge og aktive borgerliv: Der igangsættes løbende fællesskabsaktiviteter, som understøtter gode, trygge og aktive liv – fx Mad i farver, Royal Run, Sindets Dag og Onsdagsidræt.
Sundhedspolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 2,0%
Området omfatter genoptræning, vederlagsfri fysioterapi, forebyggelse og sundhedsfremme samt døgnrehabilitering og drift af Sundhedscenter Kolding. Hertil kommer det koordinerende ansvar for sundhedsaftaler med regionen og medfinansiering af de regionale sundhedsudgifter.
Hvad fylder lige nu
Implementering af sundhedsreform: Sundhedsreformen, der træder i kraft den 1. januar 2027, vil ændre sundhedsvæsenets organisering og struktur. Kommunerne vil få nye opgaver, og nogle opgaver vil overgå til regionerne. Reformen forventes at påvirke kommunernes patientrettede sundhedstilbud, genoptræning, akutsygepleje og midlertidige opholdspladser.
Styrket rehabiliterende indsatser: Forvaltningen arbejder med et rehabiliterende sigte, så flest mulige borgere oplever at kunne så meget som muligt selv. Arbejdet inkluderer en fælles designproces mellem træningsområdet og Hjælp i Hjemmet samt styrket træning i eget hjem.
Naturbaserede indsatser – Terapihaven: Terapihaven Møllebæk fungerer som et nationalt videns- og læringscenter for naturbaserede sundhedsindsatser. Terapihaven Møllebæk er bevilliget 0,5 mio. kr. til at afprøve naturbaserede indsatser for børn og unges mentale trivsel. Midlerne bruges til prøvehandlinger baseret på hidtidige erfaringer.
Ligevægt som sundhedspædagogisk tilgang: ’Ligevægts-tilgangen’ er central i kommunens sundhedspolitik og fokuserer på at gå det enkelte menneske i møde. Tilgangen udspringer af et ønske om en bedre indsats for mennesker med svær overvægt og har udviklet sig til et paradigmeskifte i sundhedspædagogikken i kommunen.
Uddannelsespolitik
Områdets andels af de samlede serviceudgifter: 21,1%
Området omfatter folkeskoler, fritidstilbud, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), Pædagogisk Center og ungdomsskole samt tilskud til private skoler (frie grund- og efterskoler). Endvidere varetages samarbejdet med private og selvejende institutioner på specialundervisningsområdet.
Hvad fylder lige nu
Familiehus: Én indgang for støtte og hjælp til småbørnsfamilier.
Distriktssamarbejde: Tværfagligt samarbejde om børn og unges trivsel.
Job & familieliv: Sammenhængende indsats til gavn for hele familien.
Børnene først: Implementering af en reform på det specialiserede børne- og ungeområde (Barnets lov).
Vej- og Parkpolitik
Områdets andel af de samlede serviceudgifter: 4,5%
Området omfatter parker, legepladser, skove, strandområder og kolonihaver. Endvidere omfatter området rengøringsafdelingen, det kommunale vejvæsen, vintervedligeholdelse og kollektiv trafik.
Hvad fylder lige nu
Anlæg og drift er et bredt område, som påvirker hverdagen for alle borgere.
Bymidteindsatsen fylder meget, hvor bl.a. Klostergade og Ll. Brostræde er under anlæg efter en omfattende designfase med borgerinddragelse. Akseltorv er under planlægning, og yderligere 12 store projekter følger for at skabe liv i byen.
På infrastrukturområdet anlægges første etape af den sydlige ringvej, mens fordelingsvejen ved Lindegården og Blåbærvej projekteres. Det udfordrede kryds ved Fynsvej/Jens Holms Vej er skitseret, og flere cykelstier er finansieret til anlæg i de kommende år. Byggemodning af erhvervs- og boligområder prioriteres, herunder erhvervsområdet ved Tankedalsvej.
Mobilitetsplanen fra 2023 er i fokus med en ny kollektiv trafikplan og kommende cykel- og parkeringsstrategier.
Affaldsområdet er præget af udrulning af skraldespande til affaldssortering i 10 fraktioner med fokus på at reducere affaldsmængden.
Drift af veje, fortove og offentlige arealer prioriteres højt med vægt på lokal dialog. Vedligeholdelse skal sikre vejkapitalens bevaring trods stram prioritering.
Kommunens rengøring, udført af ca. 200 medarbejdere med over 40 nationaliteter, sikrer rene ejendomme og bidrager til integration gennem arbejde.