Nyt busnet – forbedringer og ny portal til bemærkninger
I foråret gennemføres forbedringer på busnettet.
I løbet af foråret gennemføres en række forbedringer af Kolding Kommunes nye busnet. Samtidig er der nu lavet en portal, hvor borgerne kan komme med bemærkninger og forslag til yderligere justeringer.
Byrådet har ønsket følgende tilpasninger:
- Bramdrupdam-området: Den nuværende flexbetjening erstattes af fast bybusdrift for at sikre bedre betjening af Skovæblevej, Bramdrupskovvej og Bornholmerkvarteret.
- Kolding Sygehus: Busbetjeningen opprioriteres, så flere busser stopper ved hovedindgangen to gange i timen – som supplement til A-ruten på Skovvangen.
- Petersbjerggård: Busbetjeningen forbedres, så bussen igen kører ind gennem området.
Kommunen er nu i dialog med Sydtrafik om de ønskede ændringer. Politikerne i Plan- og Teknikudvalget vil herefter blive præsenteret for konkrete forslag til, hvordan og hvornår de ønskede ændringer kan gennemføres, og hvad det vil koste.
Dialog og input fra borgerne
Det nye busnet trådte i kraft den 14. december 2025 og bygger på et omfattende datagrundlag med rejsekortdata, rejsemønstre samt analyser af bolig- og arbejdsområder. Målet er at få flere til at vælge kollektiv transport ved at skabe et mere direkte og overskueligt busnet med flere afgange.
Busnettet er blevet mødt af kritik. Derfor har forligskredsen besluttet, at der – sideløbende med de allerede vedtagne forbedringer – etableres en portal, hvor borgere kan komme med bemærkninger og forslag til yderligere justeringer.
Portalen er åben frem til midnat 31. marts 2026 - åbn portalen og kom med dine bemærkninger.
Du kan kommentere på:
- De enkelte bybusruter
- Rute 254 (Kolding – Sønder Bjert – Sønder Stenderup)
- Rute 255 (Kolding – Vonsild – Sjølund – Hejlsminde)
- Flexruten mellem Kolding Busterminal og Bramdrupskovvej vendeplads
Har du bemærkninger, der ikke knytter sig til en konkret linje, kan de tilføjes under den rute, der ligger tættest på.
Bemærk venligst, at portalen er for bemærkninger og forslag. Spørgsmål om konkrete rejser rettes til Sydtrafiks kundecenter.
”Jeg håber, vi får en masse gode input. Vi ved, der kommer forslag til justeringer, men jeg håber også, at vi får bemærkninger om de dele, som folk er glade for, så vi får et nuanceret billede af, hvordan borgerne oplever det nye busnet,” siger Mads Astrup, anlægs- og driftschef, Kolding Kommune.
Når portalen lukker 31. marts, vurderes alle indkomne input grundigt. Hvis der viser sig behov for yderligere tilpasninger, forelægges forslagene for Plan- og Teknikudvalget, så eventuelle ændringer kan gennemføres hurtigst muligt.
Om det nye busnet
Målet med det nye busnet er at styrke den kollektive trafik ved at:
- skabe mere direkte forbindelser
- tilbyde flere afgange
- gøre rutenettet mere overskueligt
Blandt ændringerne er:
- To nye A-ruter med hyppig drift i dagtimerne
- Bedre betjening af store rejsemål som sygehus, storcenter, boligområder og uddannelsesinstitutioner
- En pendlerrute mellem Kolding Banegård og arbejdspladserne i Lilballe
Læs mere om busnettet på oversigtssiden Nyt busnet i Kolding. På Sydtrafiks hjemmeside kan du se køreplaner og linjer.