Skip til hoved indholdet

Regler og paragraffer

Tilladelse til at benytte offentlige gadearealer gives efter ansøgning. Tilladelsen kan til enhver tid inddrages af By- og Udviklingsforvaltningen uden betaling af erstatning af nogen art, heller ikke for betalt afgift.

Kommunalt ejet beplantning og gadeinventar må ikke bruges til udstilling eller opsætning af reklamer eller i forbindelse med udendørs servering.

Der skal til stadighed være mindst 3,5 meter fri kørebane/passage i alle gader samt på pladser, torve m.m., således at der sikres mulighed for bl.a. udrykningskøretøjers uhindrede passage.

Gågaderne, herunder torve, pladser mm., der tjener som gågadearealer, er forbeholdt fodgængere. Kørsel må kun foregå i de tidsrum, der er angivet ved skiltning, og kun med køretøjer under den skiltede totalvægt. Kørslen må kun finde sted med henblik på af- og pålæsning af varer til de handlende, samt øvrig af- og pålæsning af leverancer. I gågader skiltet med ”Ærindekørsel tilladt” tillades nødvendig ærindekørsel, herunder kørsel til og fra de private parkeringsarealer, hvor kørsel kun er mulig via gågaderne.

Invalidekøretøjer må parkere i 30 minutter i gågaderne.

Øvrige gader inden for området, der ikke er gågader, reguleres i henhold til Færdselsloven og Lov om offentlige veje.

Kolding Byråd kan opkræve betaling for udeserveringsarealer, udstillingsarealer samt pladser til handel fra mobile salgsvogne mm. herunder foodtrucks. Priserne fastsættes hvert år af Kolding Byråd og kan ses i netbutikken.

For vintervedligeholdelse samt renholdelse af veje, pladser, stier mm. Se vinter- og renholdelsesregulativ.

Forretninger, restaurationsvirksomheder og arrangører skal sørge for at opstille et tilstrækkeligt antal affaldskurve, da der ikke må anvendes offentlige affaldskurve til bortskaffelse af affald.

Der skal søges om tilladelse til opsætning af udsmykningswire til bl.a. juleudsmykning over vejarealer, herunder gågader. Frihøjde under ophængt udsmykning skal være minimum 4,2 meter over kørebanen. Juleudsmykningen i og over veje, passager, torve og pladser mm. må tidligst påbegyndes opsat 2 uger før første søndag i advent og skal fjernes senest første hele arbejdsuge efter nytår.

Ansøgning sendes til byogudvikling@kolding.dk.

Der gives tilladelse til opstilling af parasoller i de dertil indrettede parasolhuller. By- og Udviklingsforvaltningen skal godkende parasollerne, som skal være ensfarvet og uden reklamer. Ansøgning sendes til byogudvikling@kolding.dk

Opsætning af skilte, belysning, baldakiner og markiser mm. skal overholde bestemmelserne i Regulativ for facader og skilte.

Såfremt en aktivitet kræver tilladelse fra andre myndigheder, har du selv pligten til at sørge for det.

  • Al vareudstilling skal udføres og placeres under overholdelse af generelle og stedbestemte bestemmelser
  • By-og Udviklingsforvaltningen tildeler udstillingsarealer til de erhvervsdrivende, der har facade ud til det pågældende gadeareal
  • Udstillingsudstyret skal være godkendt i henhold til Kolding Kommunes Designmanual
  • Er der erhvervsdrivende i flere etager tilfalder udstillingsarealet den, som er nærmest gadeniveau. Arealet må gerne deles, hvis der kan opnås enighed herom
  • Al udstillingsudstyr må kun anbringes løst på gadebelægningen og uden indgreb i belægningen
  • Løse skilte, herunder A-skilte/klapskilte, må ikke opstilles på gadearealerne. Inden for udstillingsarealet må der placeres godkendte skilte
  • Al vareudstilling skal placeres ud for egen butiksfacade
  • Der skal være mindst 3 meter fri passage mellem udstillingerne langs de to facader
  • Der skal sikres en fri afstand på mindst 1,2 meter mellem vareudstillinger og fast gadeinventar som bænke, træer, skilte, lamper, papirkurve, plakatsøjler mm.
  • På fortovsarealer uden for gågaderne skal der altid være mindst 1 meter fri afstand mellem udstillingen og kantstenlinjen/kørebaneafgrænsningen målt vinkelret fra denne. Udstillingen må dog højst placeres 1,2 meter fra facaden. Hvis fortovet er smallere end 1 meter, må der ikke udstilles langs facaden. By- og Udviklingsforvaltningen kan i visse tilfælde dispensere fra ovennævnte 1,2 meter grænse
  • Mellem udstillinger og dør- og portåbninger samt passager skal der altid være en afstand på mindst 0,4 meter målt parallelt med facaden
  • Vareudstillinger skal alle steder være mindst ½ meter fra ledelinjerne for blinde, hvilket betyder, at udstillingsarealet kan reduceres eller helt bortfalde af hensyn til afstandskravet. Ledelinjer måles ud fra en fiktiv linje trukket mellem opmærksomhedsfelter i gågaden
  • Ved hjørneejendomme må der ikke udstilles i det areal, som ligger imellem de to facaders skæring
  • Opsatte udstillingsarrangementer mv. må ikke hindre oversigt eller udsyn til offentlig skiltning og/eller trafikregulerende foranstaltninger
  • Ansvaret for eventuelle skader på de udstillede genstande eller forbipasserende som følge af udstillingsgenstandenes tilstedeværelse, påhviler fuldt ud ejeren af de pågældende genstande subsidiært forretningsindehaveren
  • Alle udstillingsgenstande, herunder også parasoller, blomsterudsmykning, løse skilte mv., skal fjernes uden for forretningernes åbningstid


Teknikudvalget administrerer på Kolding Byråds vegne bylivs bestemmelser. Administrationen sker i samråd med politiet. Byliv tilsidesætter ikke den pågældende lovgivnings bestemmelser og bestemmelser i lokalplaner/byplanvedtægter.

Tilknyttede bestemmelser til byliv findes i Regulativ for facader og skilte samt i Renholdelses- og vinterregulativ for Kolding Kommune

Færdselsforholdene i gågader, fortove, pladser, smøger, passager m.fl. reguleres med hjemmel i Lov om offentlige veje § 10, stk. 2 samt i henhold til Færdselslovens § 92.

Privat benyttelse af offentlige vejarealer reguleres i Lov om offentlige veje §§ 101, 102 og 103, hvorefter vejbestyrelsens (Kolding Kommune, By- og Udviklingsforvaltningen) samtykke skal indhentes, før benyttelsen sker.