Skip til hoved indholdet

Asfaltarbejde på Højvangen og rundkørsel på Vejlevej

Oprettet 22. juni 2021

I næste uge skal der lægges ny asfalt på den trafikerede vej Højvangen i det nordlige industrikvarter i Kolding samt den tilstødende rundkørsel på Vejlevej. Men allerede i aften- og nattetimerne mellem tirsdag og onsdag i denne uge bliver trafikken påvirket, når den gamle asfalt skal fræses af i rundkørslen på Vejlevej. En stor del af asfaltarbejdet vil blive udført i aften- og nattetimerne fra kl. 19-06 for at genere trafikken mindst muligt, men gennem hele perioden vil der være omkørsel, så man skal afsætte ekstra tid til turen.

”Sidste år færdiggjorde vi det nye kryds på Højvangen. Vi har ventet på, at belægningen skulle sætte sig, før vi nu lægger det nye slidlag i krydset. Samtidig får resten af Højvangen og den tilstødende rundkørsel ny asfalt, da belægningen efterhånden er i ret dårlig stand,” forklarer vejingeniør Rasmus N. Bonde, Kolding Kommune.

En stor del af vejarbejdet vil blive udført i aften- og nattetimerne for at genere trafikken mindst muligt, men der kommer også en periode med dagarbejde.

Herunder får du en kort oversigt over de enkelte etaper i vejarbejdet:

22.-23. juni: I aften- og nattetimerne, kl. 19-06, vil den gamle asfalt blive fræset af rundkørslen på Vejlevej ved Højvangen. Styret af midlertidige lyssignaler vil rundkørslen være åben for syd- og nordgående trafik, mens der er lukket for af- og tilkørsel til Højvangen og Nordager. Der skiltes med omkørsel via Nørreskovgårdsvej og Donsvej. Arbejdet vil næppe tage hele natten, og skiltene med omkørsel fjernes naturligvis, lige så snart fræsearbejdet er afsluttet.

Klik og se kort med omkørsler i stor størrelse

27.-29. juni: I aften- og nattetimerne, kl. 19-06, lægges fra der fra søndag aften til tirsdag morgen ny asfalt på rundkørsel på Vejlevej. Vejen er åben for syd- og nordgående trafik, men der er lukket for af- og tilkørsel til Højvangen og Nordager. Der skiltes med omkørsel via Nørreskovgårdsvej og Donsvej.

28.-30. juni: I dagtimerne, kl. 09-15, lægges der mandag-onsdag ny asfalt på den nordlige del af Højvangen, dvs. fra det nye lyskryds ved Petersmindevej/Korsvej og op til rundkørslen på Vejlevej. Der vil være omkørsel via Korsvej/Nordager.

Klik og se kort med omkørsler i stor størrelse

29. juni-2. juli: I aften- og nattetimerne, kl. 19-06, lægges der fra tirsdag aften til fredag morgen ny asfalt på den sydlige del af Højvangen, dvs. fra det nye lyskryds ved Petersmindevej/Korsvej og ned til motorvejsafkørslen (62 – Kolding Ø). Vejen spærres i de pågældende tidsrum, og der etableres omkørsel via Petersmindevej og Nørreskovgårdsvej. Ligeledes bliver afkørsel/tilkørsel til motorvejen spærret, og der henvises til afkørsel 63, Bramdrupdam.

Klik og se kort med omkørsler i stor størrelse

”Det meste af arbejdet udføres i aften- og nattetimerne for at genere trafikken mindst muligt. Den nordlige strækning af Højvangen giver vi dog nyt slidlag i dagtimerne, da vi her kan etablere omkørsel via gode, brede veje,” oplyser Rasmus N. Bonde.