Skip til hoved indholdet

Brændkjær Klimapark står færdig og er klar til indvielse

Oprettet 21. september 2023
Brændkjær Klimapark
Alle er velkomne til indvielsen af Brændkjær Klimapark den 28. september. Foto: Rambøll.

I Bovia/AAB’s boligområder i Brændkjær er 18,5 hektar, svarende til 28 fodboldbaner, med flade græsplæner forvandlet til mere attraktive fællesarealer med regnbede, åbne regnkanaler og flere opholds- og aktivitetsområder.

Forvandlingen skyldes et stort klimatilpasningsprojekt, som Kolding Kommune står bag i samarbejde med BlueKolding og Bovia/AAB.

Den 28. september kl. 14-16 inviterer samarbejdspartnerne til indvielse af klimaprojektet, som har fået navnet Brændkjær Klimapark. Alle er velkomne til indvielsen, hvor der vil være legeaktiviteter for børnene, fællessang, taler, slush ice, kaffe og kage.

Formand for udvalget Natur, Miljø og Klima Jørn Chemnitz glæder sig over, at der nu er sat et flueben ved det tredje klimatilpasningsanlæg i Kolding by, der er bygget færdigt inden for få år. I 2019 blev et regnvandsbassin i Byparken indviet og i 2021 satte Kolding Kommune og BlueKolding punktum for et klimatilpasningsprojekt i Hylkedalen.

- Brændkjær Klimapark er endnu et skridt i den rigtige retning i forhold til at undgå oversvømmelser i Kolding midtby langs Kolding Å. Alle tre projekter har fjernet tusindvis af kubikmeter vand fra kloakkerne og samtidig har alle tre projekter også bidraget med forskønnelse, ny natur med bedre forhold for biodiversiteten og nye faciliteter, fortæller Jørn Chemnitz.

Klimaparken bidrager til at klimasikre Kolding midtby
Den del af projektet, der ligger i boligområdet, er beregnet til at kunne håndtere en såkaldt 20-års regnhændelse, mens et regnvandsbassin ved Skamlingvejen kan klare en 100-års hændelse.

Brændkjær Klimapark bidrager til at klimasikre Kolding by ved at forsinke det regnvand, der falder i Brændkjær-området, og lede det direkte ud i naturen, så det ikke overbelaster kloakkerne.

- Det betyder, at Brændkjær Klimapark også kommer til at give færre overløb af blandet regn- og spildevand, når regnen vælter ned, fordi regnvandet slet ikke kommer ned i kloakken. Dermed bidrager klimaparken også til en bedre vandkvalitet i Kolding Fjord, forklarer bestyrelsesformand i BlueKolding, Tobias Jørgensen.

Udover at aflaste kloakkerne sparer Brændkjær Klimapark også store mængder CO2, fordi regnvandet fra Brændkjær kan ledes direkte i naturen og ikke skal pumpes hele vejen ud til renseanlægget.

Program for indvielsen af Brændkjær Klimapark

Kl. 14.00: Legeaktiviteter for børnene
Kl. 14.30: Taler v.
• Jørn Chemnitz, formand for udvalget Natur, Miljø og Klima, Kolding Kommune
• Tobias Jørgensen, bestyrelsesformand BlueKolding
• Jesper Schultz, ejendomsleder for Bovia
Kl. 14.45: Syng sammen, v. koret fra Brændkjærkirken

Der er slush ice til børnene samt kaffe og kage til de voksne.

Alle er velkomne til indvielsen af Brændkjær Klimapark, der foregår torsdag den 28. september kl. 14.00-16.00 ved Brændkjærgade 64.