Skip til hoved indholdet

Marielundfredningen: Invitation til digitalt infomøde 22. marts

Oprettet 15. marts 2021
Luftfoto Marielund
Det område, som overvejes fredet, består af Marielundskoven, Kolding Skov, Bramdrupdam Skov samt arealer op mod Lilballe Skov - i alt 280 hektar.

Alle naboer, brugere, foreninger og andre, der har interesse i at høre mere om en mulig fredning af Marielund, inviteres til informationsmøde. Ønsket er at beskytte og fremtidssikre et af Koldings mest populære og unikke naturområde med store værdier inden for både natur, kultur og friluftsliv.

I samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening afholder Kolding Kommune et digitalt infomøde om en mulig fredning af Marielund, Kolding og Bramdrup Skove samt de nordlige naturarealer, der strækker sig op mod Lilballe Skov. Mødet afholdes som en Facebook livestream mandag d. 22. marts kl. 16.30-18 på Kolding Kommunes facebookside. Der er ikke nogen tilmelding – interesserede skal blot gå ind på facebook.com/koldingkommune, og borgere uden facebook-profil kan også følge mødet.

”Vi ville selvfølgelig allerhelst have inviteret til et fysisk møde, men det er desværre ikke muligt endnu på grund af coronaen. Derfor holder vi nu et digitalt informationsmøde, hvor vi fortæller om planerne, baggrunden og det videre forløb, herunder hvornår og hvordan man får mulighed for at komme med forslag. Man er velkommen til at stille spørgsmål via facebook undervejs, og så prøver vi at samle op på de emner, der bliver rejst,” siger Nanna Winbladh, Outdoor- og formidlingskonsulent ved Kolding Kommune.

Mødet er en del af den forundersøgelse, som politikerne i Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i 2020 bad forvaltningen gå i gang med at lave. Forundersøgelsen ventes at tage 2 år, og på baggrund af den vil politikerne tage endelig stilling til, om Kolding Kommune i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening skal søge Fredningsnævnet om at få det bynære naturområde fredet.

I forundersøgelsen vil Kolding Kommune inddrage naboer, brugere og foreninger for at få et samlet billede af, hvilke værdier en evt. fredning skal beskytte, hvad enten det handler om natur, kultur eller friluftsliv. Informationsmøde her er starten på et længere forløb, hvor der til efteråret inviteres til workshops med de mange brugere af området.

Rød træbro fra Marielundskoven
Den røde bro, som kendes af mange der færdes i Marielundskoven.

Det område, som overvejes fredet, består af Marielundskoven, Kolding Skov, Bramdrupdam Skov samt arealer op mod Lilballe Skov - i alt 280 hektar. 70 pct. af arealet er ejet af kommune, region og stat, mens de resterende områder er på private hænder hos knap 30 private lodsejere. Det bliver op til den enkelte private lodsejer, om hans/hendes jord helt eller delvist skal være omfattet af fredningen.

Kolding Kommune har allerede holdt informationsmøde for lodsejerne i de private dele af undersøgelsesområdet og er nu i gang med at kontakte lodsejerne med tilbud om individuelle møder.

Du kan læse mere om planerne på Kolding Kommunes hjemmeside på www.kolding.dk/marielundfredningen. Siden vil gradvist blive udbygget, så interesserede kan følge med i arbejdet.