Skip til hoved indholdet

Hurtige ben til årets Gå-maraton

Oprettet 11. september 2023

Dette års Gå-maraton blev afviklet i flot vejr, højt humør og med fokus på at gå så hurtigt som muligt.

Der blev snøret 140 par vandresko til dette års Gå-maraton i Kolding Kommune, som foregik over fire dage i august med start den 21.

Det var nogle fantastiske dage, hvor nye områder er blevet udforsket, og som var fyldt med godt humør, skønt vejr og virkelig hurtige ben, som i den grad gav deltagerne sved på panden.

Det var fjerde år, at Gå-maraton blev afholdt, og i år havde de mange deltagere fokus på at gå så hurtigt som muligt. De hurtigste gik således 10,55 km. på 1t30min.

Gå-maraton foregik i Stenderupskovene, Fovslet Skov, Strandhuse og i Kolding. Ville man gå et halvmaraton, kunne man gå 5,275 km. alle fire dage eller 10,55 km. to af dagene. Ville man gå et maraton, skulle man gå 10,55 km. alle fire dage.

Alle deltagere modtog en medalje for at være med, men var du som deltager forhindret i at komme den sidste gang og derfor ikke modtog din medalje, kan du hente den hos Fritid og Idræt, Ålegården 2-4, 2. sal, 6000 Kolding.

Fremtidens gåture
Leder du efter et Gå-fællesskab kan du finde et på Fritid og Idræts hjemmeside ved at klikke her

Har du et Gå-fællesskab, eller vil du gerne oprette et, står Fritid og Idræt klar til at hjælpe med at brede budskabet ud.
Du er velkommen til at kontakte projektmedarbejder Mie Skrædderdal på miesk@kolding.dk eller 79797200 / 20228515