Skip til hoved indholdet

Invitation; hvordan aktiverer man forældre i børnenes idrætsforening

Oprettet 13. september 2023

En helt ny undersøgelse, som Danmarks Idrætsforbund har fået lavet hos Center for Ungdomsstudier (CUR) viser, at mange forældre faktisk er usikre på, hvad der forventes af dem i foreningen, og at de ikke ved, hvordan de bedst bakker op om deres barns deltagelse i foreningsfællesskabet.

Støtte og viden til foreningerne
Den barriere forsøger DIF at gøre noget ved til efteråret, hvor forbundet lancerer en forældrekampagne og en række nye materialer, som giver støtte og viden til foreningerne om, hvordan man som forening kan arbejde konstruktivt med at involvere forældre til idrætsaktive børn.

Som led i kampagnen inviterer DIF i samarbejde med Kolding Kommune og en af undersøgelsens forfattere, Søren Østergaard, til en temaaften, hvor han udlægger rapportens pointer og giver bud på, hvordan foreningerne kan arbejde konstruktivt med forældrenes rolle og involvering i foreningen.

Foreningerne får præsenteret en række nye, konkrete materialer, som kan bruges i arbejdet med idrætsforældrene, bl.a. to nye videoer som skal støtte foreningerne i:

1) at få forældrene til at deltage i foreningslivet, så de på den måde bakker op om deres barns motivation og deltagelse i idrætten

2) at fortælle forældrene, hvilke vigtige livskompetencer deres barn får som sidegevinst ved at dyrke idræt i et foreningsfællesskab.

Vigtige ressourcer
Alle nye materialer – inklusiv selve rapporten fra CUR og en pixiudgave med pointerne –  bliver i uge 38 lagt ned i materialeuniverset ”idrætsforældre” på DIFs hjemmeside, hvor der i forvejen ligger både film og andre materialer, som foreningerne kan benytte i arbejdet med forældrerollen.

Håbet er, at så mange foreningsfolk som muligt vil gribe chancen for at få serveret den nyeste viden og få konkret inspiration til at inddrage både nye og ”gamle” idrætsforældre i foreningen. Idrætsforældrenes engagement er vigtig for både børnenes motivation for at dyrke idræt og som ressource for foreningen.

Det glæder formand for Sundhed og Fritid i Kolding Kommune, Birgitte Kragh, at DIF har valgt at række ud til kommunen i forbindelse med arrangementet.

”Foreningslivet spiller en vigtig rolle for mange danskere og for hele samfundet. Derfor er det glædeligt, at vi sammen med DIF kan tilbyde et arrangement med fokus på forældre i foreningslivet, for vi vil gerne understøtte børnenes foreningsdeltagelse så godt som muligt,” siger hun.

Hvor, hvornår og hvordan
Tid: Mandag 25. september fra kl 19.00-21.00 (der serveres kaffe og kage undervejs)
Sted: Kolding Uddannelses Center, Ågade 27
Tilmelding: senest torsdag den 21. september til bjhe@kolding.dk

Materialeuniverset ”idrætsforældre” på DIF’s hjemmeside findes på https://www.dif.dk/raadgivning-og-stoette/frivillighed/idraetsforaeldre/materialeunivers-til-forbund-og-foreninger