Skip til hoved indholdet

Stærk profil ansat som ny projektkonsulent

Oprettet 18. september 2023

Det velsmurte samarbejde mellem Kolding Kommune, DGI Sydøstjylland og Center For Ungdomsstudier har været på udkig efter en stærk kollega, som skal være med til at fremme arbejdet med at få flere unge til at involvere sig i foreningslivet. Den kollega er nu fundet.

Kristian Bonde Sørensen. Det er navnet på den nye projektkonsulent, som er blevet ansat i en treårig projektstilling i et samarbejde mellem Kolding Kommune, DGI Sydøstjylland og Center for Ungdomsstudier (CUR).

Samarbejdet mellem Kolding Kommune, DGI Sydøstjylland og CUR skal sikre en tværgående og helhedsorienteret indsats mellem allerede eksisterende projekter som Moving Kolding og Super Sund Studiestart og DGI Sydøstjyllands erfaring, viden og arbejde med foreningslivet.

Det består af indsatsområder, hvor foreningerne skal støttes i at skabe motiverende og attraktive idræts- og ungdomsmiljøer og indhente viden om målgruppen gennem praksisnære cases.

Det arbejde skal Kristian Bonde Sørensen i gang med, og det sker blandt andet med afsæt i nogle af de gode ideer, han fremlagde til jobsamtalen.

Erfaring fra foreningslivet
Den nye projektkonsulent kommer selv med en solid erfaring fra foreningslivet. Han har nemlig varetaget jobbet som ungdomsudviklingstræner og U13-cheftræner i Kolding IF. Han har også tidligere varetaget rollen som projektkonsulent og Sports- og Uddannelseskoordinator i Kolding Kommune.

Senest har han været ansat som konsulent i et barselsvikariat i Fritid og Idræt i Kolding Kommune, som også bliver hans faste tilholdssted fremover – dog med afstikkere til DGI Sydøstjyllands hovedsæde i Horsens.

Tilfredshed og begejstring
Hos Fritids- og Idrætschef Morten Hoff er der stor tilfredshed med ansættelsen af Kristian Bonde Sørensen til det treårige projekt med opstart 1. december.

”Vi kender Kristian som en meget kompetent og vellidt person, og jeg er yderst tilfreds med, at vi får mulighed for at gøre brug af hans store erfaring i arbejdet med at sørge for at få endnu flere unge mennesker involveret i foreningslivet. Jeg er også meget begejstret for det fine samarbejde med både DGI og CUR samt skoler og foreninger i Kolding, som gør, at vi kan sætte fokus på udvikling af frivillige ildsjæle og trænere og samtidig styrke arbejdet med aktiviteter til børn og unge,” siger han.