Skip til hoved indholdet

Kongebrocentret

Velkommen til Kongebrocentret.

Kongebrocentret ligger i den historiske Herrnhutby Christiansfeld, tæt på Lillebælt. Det ligger i naturskønne områder, lige ved Taps Å.
Boligerne er fordelt på 4 boenheder samt en enhed med aktivitetscenter, køkken og kontorer. Den ene boenhed er tilføjet senere, og her er der tænkt velfærdsteknologier ind i indretningen.
Til hver boenhed er der tilknyttet et fællesareal med køkken, spise og dagligstue.
For enden af fællesarealet er et stort vinduesparti, hvor der er udgang til en fælles terrasse.

Der er 38 lejligheder, heraf er de 2 lejligheder forbeholdt ægtepar. Boligerne er på mellem 43 m² og 57 m² plus andel af fælles- og gangarealer, så det samlede areal i boligerne er mellem 51 m² og
86 m².

Kongebrocentret har også et aktivitetscenter, hvor der dagligt kommer borgere fra hele kommunen, som er visiteret til aktivitetscenter.

 

Plejehjemmet Kongebrocentret
Kongebrocentret 1-5
6070 Christiansfeld
Telefon 73 20 20 20

Plejehjemsleder Karina Braagaard Roost
mail: karro@kolding.dk

Efter visitation og tilbud om plejebolig indgås der lejekontrakt med Kolding Kommune der ejer Kongebrocentret. 

Den nøjagtige indflytningsdato aftales med plejehjemmet.

Du skal selv sørge for at flytte dit bohave, og blive indrettet på plejehjemmet. 

Du kan købe forplejningen til et fast beløb hver måned. Du skal ved indflytningen underskrive en betalingsaftale, hvor du har afkrydset hvilke kost- og øvrige ydelser du ønsker. Vores administration sender en regning på beløbet hver måned.

Vi forventer, at du tilmelder regningen til Betalingsservice.

Taksterne bliver reguleret årligt pr. den 1. januar. Der bliver sendt information ud om de nye takster sidst på året.

På betalingsaftalen er der oplysning om hvad betalingen dækker og om eventuel afmelding af måltider.

På Kongebrocentret har vi fast plejehjemslæge ved praktiserende Mikkel Voss Kristensen.
Hvis du gerne vil vælge plejehjemslægen, så kontakt personalet.
Hvis du vælger plejehjemslægen ved indflytning er det gratis at skifte læge, men hvis du senere ønsker at skifte til plejehjemslægen, skal du betale et gebyr som ved alm. lægeskift.

Aktivitetscentret har åbent på hverdage.
Onsdage, søn- og helligdage holdes der lukket. I aktivitetscentret er der både visiterede borgere fra hele kommunen samt de beboere der har lyst til at deltage i aktiviteter.
Aktivitetscentret har fast personale som arrangerer forskellige aktiviteter i ugens løb. Det kan f.eks. være gymnastik, dans, film, foredrag, gudstjeneste, avislæsning, håndarbejde, busture, banko, musikarrangementer samt forskellige klubber efter behov.

På plejehjemmet er der valgt et Bruger-/pårørenderåd som består af
beboere, pårørende, frivillige samt ledelse. Rådet vælges for et år ad
gangen. Rådet arbejder ud fra vedtægter, som er politisk godkendt i
Kolding Kommune. Rådet er bindeleddet mellem beboere, pårørende
og kommunen og er med til at skabe rammerne for samarbejde, dialog og forhold der gør sig gældende for beboerne på plejehjemmet.

Cafeteriet er åbent for aktivitetscentrets borgere, beboere og deres
pårørende, samt områdets pensionister. Se åbningstider, priser og
månedsmenu i cafeteriet.

Læs tilsynsrapporter for plejehjemmet Kongebrocentret på Plejehjemsoversigten