Skip til hoved indholdet

Made in Kolding – nyt æresgalleri for elitesporten

Oprettet 15. februar 2024

Kolding Talent besluttede i november 2023 at indstifte Made in Kolding - et æresgalleri for sportsfolk, der som seniorer har præsteret på internationalt niveau og haft deres ungdomskarriere i Kolding. Nu er tiden kommet til at udpege det første medlem af Made in Kolding. Det sker ved Fritid og Idræt Award på Kolding Teater den 20. februar.

Som en del af Award-showet vil det første medlem af Koldings svar på Hall of Fame blive offentliggjort og dermed hædret for eftertiden til inspiration for nye sportstalenter.

”Made in Kolding er selvfølgelig først og fremmest et kæmpe skulderklap til de dygtige sportsfolk, der gennem årene har leveret flotte og imponerende præstationer til glæde for alle os, som elsker sport. Men målet er også, at Made in Kolding skal motivere unge sportsudøvere – og i særlig grad de unge sportstalenter, der går på en uddannelse under Kolding Talent”, siger Jesper Kjølhede, der er nyvalgt formand for Kolding Talentråd.

Det er ikke noget tilfælde, at det nye æresgalleri hedder Made in Kolding. For at komme i betragtning er det nemlig et krav, at den valgte har haft en del af sin sportslige ungdomstid i Kolding Kommune.

”Der er for mig ingen tvivl om, at en hædring af de dygtigste eliteidrætsudøvere vil være med til at synliggøre Kolding Kommune som idrætskommune - både med blomstrende breddeidræt, men i allerhøjeste grad også som en kommune, der prioriterer at udvikle vores unge talenter til dygtige eliteudøvere, som vi sammen kan være stolte af”, siger Birgitte Kragh, formand for udvalg for Sundhed og Fritid, som glæder sig meget til at se, hvem der bliver det første medlem af Made in Kolding.

Billeder af medlemmerne af Made in Kolding vil blive ophængt i Slotssøbadet, Kolding Stadion, Kolding Ketcher Center, Sydbank Arena og Brændkjærskolen, der huser Kolding Talent. Dermed vil det forhåbentlig blive muligt for alle interesserede at se, hvem der har fået æren at blive indlemmet i Made in Kolding.

Det er stadig muligt at få gratis billetter til det store gallashow, Fritid og Idræt Award på Kolding Teater. Book billetterne her: på www.kolding.dk/award