Skip til hoved indholdet

Økologien spirer i klasseværelset

Eltang Skole bygger et økolarium, så eleverne kan eksperimentere sig frem til læring om bæredygtighed

Forestil dig en verden, hvor mangfoldige arter af sommerfugle og vilde bier svirrer fra blomst til blomst på ferskentræer, klatrende kiwier, vinstokke og agurkeplanter. Sådan et miniparadis er ved at blive opført på Eltang Skole, hvor man skaber et udendørs klasseværelse i form af et økolarium.

Græshopper og meteorologi

Der bliver også plads til insekthoteller, et terrarium med græshopper og kakerlakker, spiringsbænke med automatisk vandingsanlæg og programmerbar robot, et renseanlæg og en meteorologisk station. Og midt i herligheden får 25 elever og to lærere rum til at arbejde.

”Økolariet giver os mulighed for at lave observationer, stille spørgsmål, lave forudsigelser, designe undersøgelser, analysere og støtte hypoteser med resultater fra egne undersøgelser. Økolariet bliver altså en slags eksperimentarium, der understøtter den naturfaglige undervisning,” forklarer skoleleder Per Nielsen.

Laurits og Rebekka fra 6. klasse har også forventninger til det kommende grønne og ”levende” klasseværelse.

”Det skal være et sted til mange forskellige ting og fag. Et sted, hvor vi også kan læse og få ideer. Og hvor vi kan dyrke ting til madkundskab, som man så ved, hvordan er dyrket,” forklarer Laurits.

”Vi skal lave eksperimenter og dyrke ting, så man lige kan spise en tomat i frikvarteret. Og vi kan sørge for, at der er mad til sommerfuglene, supplerer Rebekka.

De 17 verdensmål

Økolariet giver også læring i forhold til FN’s 17 verdensmål og er dermed et skridt på vejen til, at skolen kan blive UNESCO verdensmålsskole.

”Verdensmålene har særlig betydning for os, da vi har indarbejdet dem i vores dagligdag og prioriterer dem højt. Siden 2013 har vi arbejdet med faget Bæredygtighed, Innovation og Design (BID), som vi selv har skabt og høstet rigtigt gode erfaringer med. Og nu har vi søgt om at blive verdensmålsskole,” fortæller skolelederen.

I BID har skolens elever fra 4.-6. årgang blandt meget andet bygget et halmhus, deltaget i bæredygtig byudvikling og været med til at plante en ny skov på 4.000 træer.

Fakta

  • Novo Nordisk Fonden har doneret 200.000 kroner til udvikling af den naturfaglige undervisning på Eltang Skole og Børnehave – de går til økolariet
  • Resten af anlægssummen hentes ind ved private bidrag og fonde
  • Donationen fulgte med Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris 2018, som tilfaldt Peter Blirup, naturfagslærer på Eltang Skole og Børnehave