Skip til hoved indholdet

Tilladelser

Som arrangør af små eller store events, skal du huske at sikre dig, at du har de nødvendige tilladelser, så du kan gennemføre loppemarkedet, koncerten, motionsløbet eller andre arrangementer på lovlig vis. Det er dit ansvar som arrangør at indhente de nødvendige tilladelser. 

Her på siden finder du information om de mest almindelige tilladelser, som kan være relevante for dig. Nogle arrangementer kræver tilladelser fra andre relevante myndigheder, som ikke er omtalt her på siden. Det er tilladelser, som du som ansøger selv er ansvarlig for, at indhente.

Hvis du har spørgsmål til hvad, du skal søge, og hvordan du søger, er du altid velkommen til at kontakte Kultur og Event på kultur@kolding.dk

Hvis du gerne vil holde et arrangement på offentlige arealer som for eksempel Akseltorv eller Banegårdspladsen, så skal du søge tilladelse hos Kolding Kommune. Det gør du via selvbetjeningsløsningen ovenfor. Det kræver NemID at udfylde ansøgningen. 

Selvbetjeningsløsningen rummer mange elementer, og du kan derfor opleve at blive spurgt om ting, du ikke helt ved, hvad du skal svare på. Du er derfor altid velkommen til at kontakte Kultur og Event, hvis du har spørgsmål i forbindelse med din ansøgning. 

Ved større arrangementer kan der være brug for at indhente flere tilladelser, og det er derfor altid en god ide at søge i god tid. Større arrangementer kan for eksempel være udendørs koncerter eller motionsløb.

Når du planlægger et arrangement, skal du undersøge, om arrangementet eller eventen har en karakter, der kræver politiets tilladelse. Det gælder offentlige arrangementer som for eksempel koncerter, festivaler, motionsløb, cykelløb og byfester.

Ved større arrangementer som store koncerter, festivaler eller store idrætsarrangementer kan politiet forlange, at du udarbejder en risikovurdering og en beredskabsplan. Når politiet forlanger en risikovurdering og en beredskabsplan, er det for at forhindre ulykker. 

Hvor vidt der er tale om et større arrangement afhænger ikke kun af antal deltagere eller areal. Det kan også spille ind hvilken type publikum, der er tale om.

Beredskabsplanen skal typisk godkendes af både politi, brandvæsen og præhospital. Derfor er det vigtigt, at du planlægger store arrangementer i god tid. Politiet kan også stille krav om, at der skal være autoriserede vagter ved dit arrangement.

Du kan læse mere og søge på Sydøstjyllands Politis hjemmeside.

Du skal have en lejlighedstilladelse eller lejlighedsbevilling, hvis du gerne vil holde et offentligt arrangement, hvor der udskænkes alkohol. Tilladelsen skal du søge hos Sydøstjyllands Politi. 

Sydøstjyllands Politis hjemmeside kan du læse mere og søge. Vær opmærksom på, at du skal være fyldt 21 år for at søge.

Vær opmærksom på, at du i nogle tilfælde skal søge en byggetilladelse til dit arrangement. Det kan for eksempel være, hvis du til dit arrangement stiller en scene, et telt eller en tribune op, hvis dit arrangement er indhegnet eller hvis du skal lave et camping- eller salgsområde. 

Det kan virke omstændigt at skulle søge en byggetilladelse, men der er en mening med galskaben nemlig sikkerheden. Ansøgningen skal være med til at sikre, at dit arrangement bliver gennemført så sikkert som muligt.

Her kan du se eksempler på, hvad du typisk skal søge tilladelse til, samt hvornår du ikke skal. Den fulde liste finder du i Bygningsreglemtetet (§6b-6f).

Hvornår skal du søge byggetilladelse?

  • Hvis du stiller et telt op, som er mere en 50 kvm, og ikke bruges til privat brug (gælder også hvis flere mindre telte tilsammen udgør mere end 50 kvm)
  • Hvis du stille en scene op, som er mindst 1. meter høj - uanset om den er overdækket eller ej
  • Hvis du stiller en scene op, som er overdækket og mere end 50 kvm
  • Hvis du laver et camping-, eller salgsområde til flere end 150 personer

Hvad skal du ikke søge tilladelse til:

  • Scener, herunder automobilscener der er højst 1, 0 m i højden og uden overdækning.
  • Telte, som er mindre end 50 kvm
  • Camping- og salgsområder til mindre end 150 personer

Lav en pladsindretningsplan eller arrangementsplan 

Hvis du skal søge en byggetilladelse, skal du udarbejde en arrangementsplan eller pladsindretningsplan. Din plan skal vise hvordan du vil indrette området for dit arrangement. Din plan skal angive placering, indretning og brug af de enkelte delområder. Det er vigtigt, at du bruges præcise mål.

Vær opmærksom på, at det koster penge at søge en byggetilladelse. Du betaler for den tid, der bliver brugt til at behandle din ansøgning, og det kan derfor godt betale sig at være grundig, når du laver din arrangementsplan.

Sådan søger du

Du kan søge en byggetilladelse digitalt på Byg og Miljø. Det kræver NemId.

Kontakt

Kultur og Event

Nytorv 11
6000 Kolding
Tlf. 79 79 75 20